Det er meget almindeligt, at der er et traktement, som kan være alt lige fra kaffe, øl, sodavand eller champagne til kage, smørrebrød eller middag.
Længden på en mindesammenkomst er meget individuel.
Oftest er det et par timer, men det kan også være en hel dag og aften.
Afdøde kan i nogle situationer have været årsag og initiativtager til, at mange af deltagerne ved begravelsen/bisættelsen og mindesammenkomsten har set hinanden tidligere.
Det kan derfor være, at de ved at miste denne person måske ses for sidste gang til afdødes mindesammenkomst.
Forskellige former for minderitualer
Senere kan afdøde mindes på andre måder, og her er nogle eksempler:
Gravstedet bliver for mange et sted at mindes afdøde.
Der er et konkret sted at gå hen, og man kan lægge blomster, tænde lys m.m.
Nogle besøger gravstedet på bestemte mærkedage og ved højtider.
Mindested i hjemmet, fx med billeder stående af afdøde.
Nogle tænder lys på bestemte tidspunkter eller sætter friske blomster.
Mindesteder.
Nogle vælger et bestemt sted – måske en bestemt strand, et træ eller en sten – hvor afdøde mindes.
Mindebog med billeder og historier om afdøde.
De pårørende kan selv lave den eller købe en, som kan udfylde og sættes billeder ind i.
Minder på nettet – fx på Facebook, hvor man kan omdanne afdødes profil til en mindeside – eller på detevigeminde.dk hvor man kan oprette en online mindeplads i form af tekst og billeder.
Her kan man også invitere familie og venner til at dele historier og fotos.
Mindepladser opstår ofte spontant i forbindelse med fx ulykkessteder.
Her lægger familie, venner og andre blomster, breve, tænder lys og markerer deres fælles sorg.
Ritualer.
De pårørende kan skabe deres egne ritualer som en måde at mindes afdøde.
De kan fx synge en sang i fællesskab eller tænde lys en bestemt ugedag eller på afdødes fødselsdag eller dødsdag.
Det, som mange finder vigtigst, er, at minderne om og med afdøde bliver italesat, og afdøde på den måde lever videre.
Allehelgensdag.
Allehelgensdag falder altid på den første søndag i november og er dagen efter Allehelgensaften (halloween på engelsk).
På denne dag bliver de døde mindet, ikke mindst i de danske kirker, hvor der mange steder er tradition for under gudstjenesten at læse navnene op eller tænde lys for de personer, der er døde i årets løb.
Mindegaver
Flere velgørende organisationer tilbyder muligheden for, at man kan købe en mindegave hos dem.
En mindegave er en måde at tage afsked på, hvor der gives en donation til velgørende formål i forbindelse med bisættelser eller begravelser.
Den kan erstatte eller supplere blomster og kan også gives på mærkedage som årsdagen for dødsfaldet, fødselsdage eller højtider.
Mindegaver kan støtte forskellige formål, som eksempelvis kræftforskning, hjælp til kræftpatienter og pårørende eller hjælp til mennesker i nød.
Det er meget almindeligt, at der er et traktement, som kan være alt lige fra kaffe, øl, sodavand eller champagne til kage, smørrebrød eller middag.