Når patienter sløjer af og nærmer sig døden, både spiser og drikker de mindre og mindre.
Det er helt naturligt, at den døende ikke indtager væske og føde i livets afsluttende fase.
Man dør ikke, fordi man holder op med at spise.
Man holder op med at spise, fordi man skal dø.
Rent biologisk går organerne på nedsat blus og kan til sidst ikke omsætte væske og føde.
Giver man alligevel for store mængder væske, som kroppen ikke kan omsætte, så ophobes væsken rundt om i kroppen, blandt andet i lungerne, så man kan komme til at lide druknedøden.
Når der for eksempel ikke tilføres energi i form af sukker, går kroppen over i fedtforbrænding.
Det øger surhedsgraden i blodet, hvilket giver nedsat smertefornemmelse og øget eufori, der er en tilstand af velvære.
Den døendes tilstand bevæger sig normalt fra at være klar til at blive uklar og forvirret og går så over i, at patienten falder i søvn.
Den forvirrede fase forlænges, hvis de får væske i den uklare periode.